Faktaboks

Sandra Toft
Født
18. oktober 1989, Gribskov

Sandra Toft er en dansk håndboldmålmand, der var med til at vinde VM-bronze i 2021 og 2023, EM-sølv i 2022 og 2024 og OL-bronze i 2024. Hun blev kåret til verdens bedste håndboldspiller i 2021 og har status som en af alle tiders bedste danske målmænd.

Sandra Tofts klubkarriere

Sandra Toft
Sandra Toft i den anden DM-finale i kvindehåndbold mellem Herning-Ikast Håndbold og Team Esbjerg den 21. maj 2019.
Sandra Toft
Af /Ritzau Scanpix.

Sandra Toft begyndte at spille håndbold i Team Helsinge, da hun blot var tre år gammel. Som 14-årig skiftede hun til Virum-Sorgenfri Håndboldklub. Omtrent tre år senere gik turen til Team Tvis Holstebro. Her udviklede hun sig til en af Danmarks bedste målmænd. Hun spillede for klubben i syv år og var i den periode med til at vinde EHF Cuppen i 2013, hvor franske Metz blev slået i finalen.

Året efter skiftede Sandra Toft til Larvik HK i Norge, hvor hun var med til at vinde mesterskabet tre gange i træk. Desuden nåede holdet frem til Champions League-finalen i 2015, som ŽRK Budoćnost fra Montenegro vandt. I 2017 kom hun tilbage til Danmark og spillede to sæsoner for Team Esbjerg, hvor hun var med til at vinde Danmarksmesterskabet i 2019. Derpå skiftede hun til Brest Bretagne Handball, som blev franske mestre i 2021 og samme år tabte Champions League-finalen til norske Vipers Kristiansand.

I 2022 skiftede hun til ungarske Győri Audu ETO KC – i Danmark ofte bare omtalt som Győr, som byen hedder. Her var hun med til at vinde mesterskabet i 2023 og Champions League i 2024. Hendes nuværende kontrakt med Győri Audu ETO KC gælder frem til sommeren 2027.

Klubber som seniorspiller

  • Virum Sorgenfri (2006-2007)
  • Team Tvis Holsterbro (2007-2014)
  • Larvik HK (2014-2017)
  • Team Esbjerg (2017-2019)
  • Brest Bretagne Handball (2019-2022)
  • Györi Audu ETO KC (2022-)

Sandra Tofts landsholdskarriere

Sandra Toft
Sandra Toft redder et straffekast i Danmarks kamp mod Brasilien ved VM i 2021. Danmark vandt kampen 30-25.
Sandra Toft
Af /Ritzau Scanpix.

Sandra Toft debuterede på landsholdet 27. marts 2008, hvor Tjekkiet blev slået 34-25. Hun fik sin slutrundedebut ved VM i Brasilien i 2011, hvor Danmark blev nummer fire. Hun var skadet, da Danmark vandt bronze ved VM i 2013, men har siden været med ved hver eneste EM- og VM-slutrunde – og i alt har hun været med til 12.

Efter fjerdepladser ved EM i 2016 og EM i 2020 blev det ved VM i 2021 i Spanien til danske medaljer igen. Danmark vandt bronze, og året efter blev det til sølv ved EM i Slovenien, Nordmakedonien og Montenegro. I 2023 blev det ved VM i Danmark, Sverige og Norge så på ny til bronze efter sejr over Sverige.

Sandra Toft deltog for første gang ved De Olympiske Lege i 2024. Hun døjede med en knæskade i 2012, hvor Danmark ikke gik videre fra den indledende gruppe, og i 2016 og 2021 var Danmark ikke kvalificeret. Sammen med resten af holdet fik hun bronze efter en sejr på 30-25 over Sverige i kampen om tredjepladsen.

Til manges overraskelse blev Sandra Toft ikke udtaget til EM i 2024, da landstræner Jesper Jensen i stedet valgte Anna Kristensen og Althea Reinhardt. Den 9. december 2024 blev hun dog alligevel indlemmet i truppen, efter at Althea Reinhardt havde pådraget sig en hjernerystelse til landsholdets træning dagen før. Sammen med resten af holdet fik hun sølvmedaljer efter et nederlag på 23-31 til Norge. Finalen, hvor hun blot fik få minutter på banen, var hendes landskamp nummer 195.

Medaljer med landsholdet

  • 2021: VM-bronze
  • 2022: EM-sølv
  • 2023: VM-bronze
  • 2024: OL-bronze og EM-sølv

Priser

  • Kåret til verdens bedste spiller i 2021 af det internationale håndbold-forbund, IHF.
  • Kom på All Star-holdet efter EM i 2016 og EM 2020 samt VM i 2021.
  • Blev af netmagasinet Handball-Planet kåret til verdens bedste målmand i 2019.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig