Magyarernes indtrængen 896 på Den Ungarske Slette og i Karpaterbuen var den sidste af en række folkevandringer, der havde præget landet siden romertiden. Fra Ungarn hærgede magyarerne store dele af Europa under anførsel af dynastigrundlæggeren Árpád (død 907) og hans sønner. Men efter nederlaget på Lechfeld 955 til Otto den Stores tyske tropper belavede magyarerne sig på at leve i fred med deres naboer. Allerede i 948 blev de første stammefyrster kristnet fra Det Byzantinske Rige. Árpáds oldebarn storfyrst Géza (regerede 972-997), der skabte en stærk centralmagt, orienterede sig imidlertid mod pavestolen, der således vandt missionskapløbet om Ungarn. Hans søn István (Stefan) den Hellige blev år 1000 kronet til konge af Ungarn med pavens velsignelse. Efter Det Store Skisma 1054 var kongeriget Ungarn fast forankret i den vestkirkelige hemisfære. Ungarn støttede pavestolen under Investiturstriden, og til gengæld bevarede kongerne længe en betydelig indflydelse på den ungarske kirkeorganisation.
Ved indlemmelsen af Kroatien og Dalmatien i 1102 blev Ungarn en Adriaterhavsmagt med nære forbindelser til Middelhavsverdenen. Samtidig var der livlige kontakter til Konstantinopel, og forvaltningen blev moderniseret efter byzantinsk forbillede under Béla 3. (regerede 1172-1196), der skabte en ny tjenesteadel. Tronstridighederne efter hans død medførte, at aristokratiet kunne sætte sig på en stor del af krongodset, der hidtil havde omfattet mere end halvdelen af landets territorium. András 2. (regerede 1205-1235) måtte i 1222 udstede en gylden bulle, der satte grænser for kongens magtudøvelse. Adelen fik derved oprørsret samt sikkerhed mod anholdelser og konfiskationer foruden skattefrihed og en indskrænket militærpligt. Statens finanser blev i højere grad baseret på indtægterne fra minedriften, møntregalet og toldafgifterne. Udenlandske købmænd og bjergværksmestre blev lokket til Ungarn med løfte om stadsprivilegier efter tysk mønster.
Modsætningsforholdet mellem kongemagt og aristokrati er en af forklaringerne på, at Ungarn stod så værgeløst over for de fremstormende mongoler, der i 1241 ødelagde størstedelen af landsbyerne øst for Donau. Det store befolkningstab blev til dels opvejet ved, at rumænske bjerghyrder overtog tomme landsbyer i Karpaterbuen, og at området mellem Donau og Tisza blev befolket med kumanske stammer, der var fordrevet fra den sydrussiske steppe. Desuden øgedes indvandringen af tyskere og jøder. Efter Árpáddynastiets uddøen i 1301 kunne stormændene for en stund spille herrer i landet. Dynastiet Anjou (1308-1387) nedkæmpede imidlertid den aristokratiske opposition, idet det baserede sin magt på lavadelen, og i 1351 fastslog Ludvig den Store med et privilegiebrev, at alle adelsmænd i landet havde samme rettigheder.
I senmiddelalderen blev Ungarn et af de toneangivende lande i Europa. Guldminerne stod for 1/3 af den europæiske produktion, og erhvervslivet blomstrede. Kongerne førte an i kristenhedens kamp mod osmannerne på Balkan. Det sidste af disse korstog blev ledet af den polskfødte kong Ulászló 1. (se Władysław 3.), der faldt 1444 i Slaget ved Varna. I hans regeringstid blev det gjort gældende, at Ungarn var et valgkongedømme. Derefter blev der næsten årlig afholdt rigsdage med repræsentanter for adelen og gejstligheden, i begyndelsen også for de privilegerede byer. Den nationale konge Matthias Corvinus (regerede 1458-1490), der gjorde Ungarn til stormagt og et af centrene for den europæiske renæssancekultur, søgte at vende denne udvikling, idet han erklærede sig for enevældig. Men efter hans død valgte rigsdagen atter svage konger af det polske dynasti Jagiellonerne, og med vedtagelsen af Tripartitum i 1514 blev det slået fast, at Ungarn var en adelsstat med et kronet overhoved. En særstilling indtog dog Transsylvanien, der havde spillet en hovedrolle i rigets grænseforsvar mod Den Eurasiske Steppe og derfor havde sin egen forfatning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.